Fra grøn skrift til moderne UI: En kort historie om Dark Mode
Dark Mode (mørkt tema) og Light Mode (lyst tema) er to visuelle tilstande i et brugerinterface. I Dark Mode anvendes typisk mørke baggrunde med lys tekst, mens Light Mode bruger lyse baggrunde med mørk tekst.
Et af de tidligste eksempler på tekstbehandling i Dark Mode er WordPerfect, som blev lanceret i 1979. Programmet brugte mørkeblå baggrund med lysgrå tekst – en klassisk visning i datidens DOS-baserede systemer. Det viser, at Dark Mode langt fra er en ny opfindelse, men en tilgang med rødder i de første brugergrænseflader. Da Microsoft Word kom på markedet, blev det en visuel revolution, hvor Light Mode – altså sort tekst på hvid baggrund – blev den nye standard. I dag kan du som bruger frit vælge, om du vil arbejde i Light eller Dark Mode.


De fleste operativsystemer – som iOS, Android, Windows og macOS – understøtter nu begge modes som standardindstillinger, og brugerne kan vælge den version, der passer bedst til deres behov og omgivelser. Helt naturligt er disse valg ved at blive integreret på flere og flere hjemmesider også.


Derfor vælger brugerne: Komfort, fokus og æstetik
Brugerens valg af visning handler ofte om mere end personlig smag:
- Komfort: I lav belysning kan Dark Mode mindske belastningen på øjnene. Omvendt er Light Mode mere læsevenligt i dagslys.
- Fokus: Mørke interfaces kan fjerne visuel støj og skabe bedre koncentration, især i applikationer til læsning, kodning eller billedredigering.
- Æstetik: Designere bruger ofte Dark Mode til at signalere nytænkning og eksklusivitet. Men det bør ikke kun være en visuel trend – det skal give mening for brugeroplevelsen. Når Dark Mode anvendes med omtanke for kontekst og brugerens behov, kan det styrke både fokus og komfort. Light Mode føles derimod ofte let, luftigt og klassisk – særligt velegnet i lyse omgivelser.
Hvornår giver det mening for din forretning?
Det handler i høj grad om kontekst og brugerbehov. Overvej:
- Miljøet, hvor løsningen bruges: Hvis brugeren ofte arbejder i mørke omgivelser – fx i kontrolrum, på natredaktioner eller i backstage-områder – kan Dark Mode være mest behageligt.
- Brandets visuelle identitet: Har du en lys og venlig brandidentitet, er Light Mode måske mest oplagt, men det udelukker ikke at tilbyde et mørkt alternativ.
- Indholdstypen: Tunge tekstmængder eller komplekse datavisualiseringer kræver god kontrast og læsbarhed, hvilket kan løses i begge modes med det rette design. Det understøttes af bl.a. WCAG’s kontrastkrav og Nielsen Norman Groups forskning i læsbarhed ved lav kontrast.
Eksempler og best practices
Både Spotify og Netflix er eksempler på platforme, der benytter Dark Mode som standard. Det skaber en indrammet og engagerende oplevelse. Apple og Google tilbyder derimod begge modes på tværs af deres apps og respekterer operativsystemets brugerindstillinger.
Best practices inkluderer:
- Sørg for tilstrækkelig kontrast – både i tekst og interaktive elementer
- Test visuelle hierarkier i begge modes
- Undgå rene sorte (#000000) eller hvide (#FFFFFF) baggrunde. Brug i stedet let mørke (#121212, #1E1E1E) og let lyse (#F5F5F5, #FAFAFA) nuancer som baggrundsfarver. Disse reducerer skarpe kontraster og mindsker visuel træthed, samtidig med at de skaber et roligt og balanceret udtryk i både Dark og Light Mode.
Ved at definere både Dark og Light Mode i Figma og på hjemmesiden kan du nemt skifte enkelte elementer eller hele sektioner, alt efter hvad der passer bedst i den givne situation. Her ses et eksempel fra Munk AI’s hjemmeside designet i Figma.
Tilgængelighed kræver valgmuligheder
Dark Mode kan være en fordel for personer med visse synshandicap (fx lysfølsomhed), men det er ikke entydigt bedre for alle. Det vigtigste er, at brugeren selv kan vælge, og at begge versioner er tilgængelige:
- Brug tydelige kontrastforhold (WCAG anbefaler minimum 4.5:1 for tekst kilde)
- Undgå at basere vigtige informationer på farver alene – brug fx understregning af links som visuel indikator
- Test dine designs med screen readers og i forskellige omgivelser
Tænk det ind fra starten – med variabler i Figma
Når du opbygger dine farvetemaer med design tokens eller farvevariabler i Figma, kan du nemt definere to (eller flere) modes fra starten:
- Opret en variabel til fx
primary-background,text-color,button-hover - Angiv forskellige værdier for Dark og Light Mode
- Brug disse variabler konsekvent på komponenter og layouts
Det sparer tid, giver et mere konsistent UI og sikrer, at din løsning er klar til at håndtere brugerens præferencer.
Afrunding: Valgfrihed er god UX
Dark og Light Mode handler i sidste ende om fleksibilitet. Når du giver dine brugere muligheden for selv at vælge, og du designer med omtanke for læsbarhed, æstetik og tilgængelighed, så gør du deres oplevelse bedre. Og det er netop dét, godt design handler om.
Mere viden
Eksternt link:
- Apple Human Interface Guidelines: Themes
- Nielsen Norman Group – Dark Mode vs. Light Mode: Which Is Better
Interne links:
Dark- vs Light Mode
Har du spørgsmål, eller ønsker du at høre mere om, hvordan jeg kan hjælpe din forretning? Udfyld formularen, så vender jeg tilbage. Sammen finder vi den bedste løsning til jeres behov.